Historien

Venus er et socialpsykiatrisk opholdssted, der tager afsæt i et fagligt og holistisk tilrettelagt  udviklingsforløb for unge og voksne i døgnregi. Vores beboere er indskrevet efter Servicelovens §43, §107 eller §78.

Vi ved hvor vigtigt det er at finde det rette sted til et menneske med behov for botilbud. Derfor er du, din visitator og eventuelt dine pårørende altid inviteret på uformelt besøg hos os for at se, hvordan vi bor. Vælger I derefter, at du vil bo på Venus, så aftaler vi en velkomstperiode, hvor både du og vi er særligt opmærksomme på de ting, der giver dig en god hverdag. Derfor spørger vi om dine behov, drømme og håb, så vi har det bedst mulige afsæt for at du får en god hverdag hos os.

Velkomstperioden er vigtig og forberedes med fokus på dig. Efter velkomstperioden – som din kommune måske kalder observationsperiode – udarbejder vi en rapport, som både du og vi bidrager til og sender til din sagsbehandler. Relevante pårørende kan også få en kopi.

Venus er en del af Fonden Startskuddet, som siden 1997 har fokuseret på at give mennesker med særlige udfordringer en tryg hverdag.

Læs mere om Fonden Startskuddet her

Historien om Venus

I 1981 lukkede det gamle Orup Mejeri og bygningen begyndte sin rejse mod en ny måde at blive brugt på. I første omgang valgte enstor familie at ombygge og indrette det gamle mejeri til bolig.

En bygning, der har været mejeri, har en helt særlig sjæl, fordi den er skabt til både aktivitet og ro. Centralt i bygningen producerede man osteløben til de mange forskellige oste, der siden blev lagt til lagring i husets forskellige rum, hvor de kunne ligge køligt og fredeligt i op til flere måneder.

Et botilbud har brug for næsten det samme. Rum til fællesskab og aktiviteter centralt i bygningen og mulighed for at beboerne kan fortrække sig til egne værelser og privatliv. Derfor købte Fonden Startskuddet bygningen og ombyggede den til botilbud.

Om vores navn
I Fonden Startskuddet er alle botilbud opkaldt efter en af planeterne i vores solsystem. Vi er opkaldt efter Venus, som vi kan se fra vores terrasse, når det er stjerneklart.

Venus omtales som Jordens søsterplanet, fordi de har næsten samme størrelse og masse, men alligevel er utroligt forskellige. Sådan har vi og vores beboere det også på nogle områder, fordi vi godt ved, at vi er en del af verden omkring os, men også er klar over, at det, der ser ens ud på afstand, altid er forskelligt, når man kommer tættere på.

Venus er kendt som morgen- og aftenstjernen, fordi den lyser meget stærkt på vores himmel i kraft af sine skyer, der reflekterer 80 procent af det lys, planeten får fra solen. Efter Månen er Venus faktisk det mest lysstærke objekt på nattehimlen. Selvom planeten har mange ligheder med Jorden, er der også markante forskelle. Bl.a. det atmosfæriske tryk ved overfladen, atmosfæresammensætning og rotationshastigheden.

Man regner i øvrigt med at Venus tidligere har ligget i solsystemets beboelige zone, og at der muligvis kan være spor af liv på planeten. Regn selv de symbolske betydninger ud mellem planeten Venus og botilbuddet Venus på planeten Jorden 😊